Når man er på udkig efter billige lyse træbriketter, så skal man være meget opmærksom på, at kvaliteten er meget svingende. Den kan tilmed være svingende fra gang til gang selvom man bruger samme forhandler.
Prisen på lyse træbriketter er også meget svingende. Det gælder både, hvis man køber 10 kilos poser i løssalg og hvis man køber hele paller – og det er ikke altid billigst at købe mange.
Løssalg
I løssalg er normalprisen hos byggemarkederne, Bilka m.fl. ret høj, ofte 28-35 kroner pr. pose med 10 kilo lyse træbriketter. Denne pris er sandsynligvis med vilje lidt høj, så de ofte kan sælges med saftige rabatter. Det sker til gengæld også, og så er der mulighed for rigtig billige træbriketter:
- Sjældent: 7 poser for 100 kroner (14 kroner pr. pose).
- Lidt oftere: 6 poser for 100 kroner (17 kroner pr. pose).
- Hyppigt: 5 poser for 100 kroner (20 kroner pr. pose).
Til den pris skal træbriketterne så også hentes i butikken, men flere steder er der ‘drive-in’ så man kan læsse dem direkte ind i bilen ved større køb.
Palle med levering
Ved køb af hele paller med træbriketter er der mangle flere muligheder. Der er dels byggemarkederne, men der er samtdig et utal af forhandlere på internettet. En normal palle lyse træbriketter er på 96 poser á 10 kilo.
Den store fordel er naturligvis at pallerne leveres direkte hjem til privatadressen, mens den største ulempe er, at man køber et stort parti uden altid at være sikker på kvaliteten.
Silvans normalpris på én palle lyse træbriketter inkl. levering er 2.399 kroner (25 kroner pr. pose). En rundtur på internettet viser, at prisen ligger mellem 2.099 (22 kroner pr. pose) og 2.599 (27 kroner pr. pose) inkl. levering ved køb af én palle, men prisen kan komme endnu længere ned ved køb af flere paller.
Konklusion
Hvis man følger med i tilbudskatalogerne fra byggemarkederne, Bilka m.fl. så er der en del penge at spare ved at købe træbriketterne på tilbud i disse butikker. Det giver mere arbejde, men til gengæld kan man så ofte vurdere kvaliteten inden man køber mange af dem.
Har man brug for rigtig mange træbriketter og har god plads til opbevaring af dem, så vil de fleste foretrække at få en eller flere paller leveret til døren. Søg eventuelt information om hvilke forhandlere der leverer træbriketter af god kvalitet og undersøg prisen i dit lokalområde samt på internettet.
Tags: billige, lyse, rabat, tilbud, træbriketter
Træbriketter er populære hos danskere med brændeovne. Væk er arbejdet med at kløve brændet, få det stablet pænt og så fylder træbriketterne også mindre.
Der er dog også andre fordele. Træbriketterne har en god brændværdi, lavt indhold af vand og så giver de et minimum af aske i forhold til brænde. Alt sammen gode egenskaber, som mange brændeovnsejere sætter stor pris på.
På negativ siden, så er kravene til opbevaringen af træbriketterne lidt større, da de tåler mindre fugt end brænde. Endelig er der det æstetiske omkring en flot kurv brænde i stuen – det er altså ikke det samme med træbriketter…
Men træbriketter er ikke bare træbriketter. De fleste forbinder træbriketter med den lyse slags, som er den klart mest solgte. De leveres stort set altid i poser á 10 kilo, hvilket normalt svarer til 12 stk.
De næstmest kendte træbriketter er hårdttræsbriketter, der som ordet antyder er briketter lavet af savsmuld og trærester fra hårdt træ. Disse briketter har en længere brændetid, men giver samtidig mere aske.
Endelig er der de såkaldte overnight briketter. Disse overnight briketter kan holde de fleste brændeovne varme hele natten, da de har en teoretisk brændetid på op til 6-10 timer. I praksis er den dog ofte noget mindre. Den lange brændetid opnås dels ved at iblande tørv og dels ved at presse briketterne under endnu større tryk.
Listen af typer af briketter er endnu længere, for eksempel SEDI briketter der er produceret af sammepresset tørv eller RONDO briketter, der typisk er produceret af rent egetræ. Begge disse typer har længere brændetid end lyse træbriketter.
Forbrugerrådets blad Tænk, der er kendt for deres seriøse og omfattende tests, har set nærmere på ikke mindre end 445 brændeovne på det danske marked.
I en traditionel test ville Tænk selv have testet alle disse brændeovne på udvalgte parametre, men ’testen’ af brændeovne har de valgt at basere på de test som producenterne selv har fået foretaget. Producenterne er nemlig pålagt at få testet hver enkelt brændeovnsmodel hos et godkendt og uafhængigt testinstitut.
Resultaterne af disse test har Tænk indsamlet og suppleret med oplysninger om de miljømærkningerne brændeovnene har opnået. Over halvdelen af brændeovnene (235) har opnået det nordiske svanemærke og endnu flere (298) lever op til den ligeledes anerkendte østrigske standard.
Herefter er brændeovnene sammenlignet med hensyn til pris, virkningsgrad og miljøvenlighed. De blev også opdelt i tre kategorier, hvor langt de fleste kom i kategorien ‘fritstående brændeovne’. De to andre kategorier var ‘indbygningovne’ og ’væghængte’.
Ifølge fpn.dk anbefaler Tænk disse fire brændeovne:
- Nordpeis Orion. En mindre fritstående brændeovn med høj virkningsgrad. Set til kr. 4.900.
- Asgård 2. Mellemstor fritstående brændeovn med meget lavt partikeludslip. Set til kr. 3.495 kr.
- Scan Line 580 Aqua. Stor fritstående brændeovn, som kan levere masser af varme. Set til kr. 22.275.
- Wiking Optic. Indbygningsovn med høj virkningsgrad. Set til kr. 9.995.
Du kan købe hele testen på Tænks hjemmeside.
Tags: bedst i test, brændeovne, test, testvinder, tænk
Guide til køb af brændeovn
Brændeovne er generelt blevet langt bedre de seneste år. De udnytter brændet bedre og udleder samtidig mindre skadelige partikler i brænderøgen.
Det er dog stadig en række vigtige forhold, som det er vigtigt at undersøge inden køb af ny brændeovn.
Hvor stor skal brændeovnen være?
Brændeovnens ydelse er angivet i kilowatt (kW). De mindste brændeovne på det danske marked kan yde 3-5 kW og det vil være tilstrækkeligt for de fleste. Især hvis brændeovnen kan suppleres med en anden varmekilde på de koldeste dage.
I praksis er det bedre at vælge en lidt for lille brændeovn end en lidt for stor. Især i nye og velisolerede huse vil man med for store brændeovne opleve, at der bliver alt for varmt i det rum, hvor brændeovnen er opstillet. Det vil friste til at skrue ned for lufttilførslen, men det giver en dårligere forbrænding og øger forureningen med bl.a. flere partikler i brænderøgen.
En brændeovn kan opvarme et større areal, hvis boligen er indrettet med store åbne og sammenhængende rum. Afsidesliggende rum bør derfor ikke medregnes, når størrelsen på brændeovnen beregnes, medmindre der er et anlæg der hjælper med at fordele varmen i huset.
Hvis du er i tvivl om, hvor stor en brændeovn, du skal vælge, så kan du søge yderligere rådgivning hos din skorstensfejer eller kompentente forhandlere af brændeovne.
Hvilken slags brændeovn?
Langt de fleste brændeovne der sælges i dag er konvektionsovne. De giver en naturlig cirkulation af den opvarmede luft, og det giver en mere ensartet og behagelig varmeafgivelse, især hvis også tilstødende rum skal opvarmes. Alternativet er en brændeovn af typen stråleovn, men konvektionsovne er bedre på stort set næsten alle punkter.
Mærkninger?
Der findes flere mærkningsordninger af brændeovne. Den absolut mest interessant er Svanemærket, der stiller krav om et partikeludslip, der er under halvdelen af myndighedernes krav. Derudover er der krav til udslip af kulbrinter og at brændeovnens virkningsgrad er på min. 73%. Sidst men ikke mindst er Svanemærkede brændeovne produceret på en miljøvenlig måde.
To andre betydningsfulde mærkningsordninger er det skrappe tyske mærke DIN+ og den østrigske standard (også kaldet §15a). De har begge skrappere krav til virkningsgrad end Svanemærket og de øvrige krav til udslip af partikler, CO2 m.m. er i den skrappe ende.
De danske mærker DS og DS+ er mindre interessante, når du skal vælge brændeovn. Disse mærker stiller nemlig stort set ikke større krav til brændeovnene end myndighedernes ret uambitiøse krav.
Krav til skorsten?
Kravet i bygningsreglementet er, at skorstenen er høj nok til at give et godt træk i brændeovnen, samt at røgen ikke generer naboerne. Er skorstenen ikke er høj nok, kan kommunen stille krav om at den bliver forhøjet.
Du kan indhente yderligere råd og vejledning om skorstene hos din lokale skorstensfejer eller din forhandler af brændeovne.
Brændetårne er en nem og populær måde at købe brænde på. Brændet leveres kløvet og pænt stablet i tårne af typisk 1,8 – 2,1 kubikmeters størrelse. Der er dog flere faktorer der skal tages i betragtning, når priserne på brændetårne skal sammenlignes.
Træsorten er naturligvis meget vigtig. Flere leverandører (herunder byggemarkeder) tilbyder billige brændetårne med ‘blandet løvtræ’, der ofte indeholder brænde af lettere træsorter, som f.eks. elm, birk og ahorn. Disse træsorter har en lavere brændværdi end tungere træsorter som ask, bøg eller eg. En oplagt træsort er ask, der har en god brændværdi, men typisk er noget billigere end bøg og eg.
Størrelsen på brændetårnet kan variere ret så meget. Silvans brændetårne med blandet løvtræ er i skrivende stund på 1,5-1,8 rummeter. Mange andre leverer brændetårne med et indhold på 2,1 rummeter, hvilket altså kan være næsten en halv gang mere brænde end det indhold Silvan garanterer! I øvrigt svarer et pænt stablet brændetårn på 2,1 rummeter til ca. 3 skovrummeter.
Det er også vigtigt at undersøge, eventuelt forhøre sig, om brændets vandindhold. Skal brændet bruges med det samme, så skal vandindholdet helst ikke være højere end 20 procent. Et højere vandindhold vil give en uren forbrænding med højt indhold af skadelige partikler i brænderøgen. Af og til skal brændet stå nogle måneder før det er klart til brug.
Det er naturligvis også vigtigt, når priserne sammenlignes, om levering er med i prisen eller ej. Det er ikke altid den er det, især ikke, når det gælder slagtilbud fra byggemarkeder.
Afgiv meget gerne en kommentar med dine erfaringer med brændetårne.
Tags: ask, brænde, brændetårn, pejsetårn, træsort
Brændeovne af typen ‘stråleovne’ har været anvendt i mange generationer, men salget af stråleovne har været kraftigt nedadgående i de seneste år, og langt de fleste ovne der sælges i dag er konvektionsovne.
For mange har stråleovnen dog én afgørende fordel, nemlig at man oplever en hurtigere varmeafgivelse fra brændeovne med strålevarme.
Det tager lidt længere tid før konvektionsovnene begynder at afgive varme. Det skyldes, at der på konvektionsovnene er en ekstra sideplade uden på selve brændeovnen. Luften suges ind ved gulvet og stiger op imellem ovnen og den ekstra plade, mens den opvarmes. Den opvarmede luft afgives i toppen af brændeovnen.
Det giver en naturlig cirkulation af den opvarmede luft, hvilket medfører en mere ensartet og behagelig varmeafgivelse, også hvis tilstødende rum skal opvarmes.
Konvektionsovnene har den ekstra fordel, at de er mere ‘børnevenlige’, da deres overfladetemperatur er mindre end stråleovnenes.
Tags: brændeovn, konvektionsovn, stråleovn
Silvans brændetårne er populære blandt landets brændeovnsejere. Har du planer om at købe et eller flere af deres brændetårne med blandet løvtræ, så læs videre…
Silvans brændetårne med blandet løvtræ skal nemlig købes nu for at være klar til brændeovnen i oktober måned. Silvan oplyser således på deres hjemmeside, at brændet skal tørres yderligere et par måneder efter levering.
Det er i øvrigt vigtigt at følge med i kædens tilbudsaviser for at afvente et godt tilbud på brændetårnene. Tilbudene kommer regelmæssigt, men læg mærke til at priserne kan være både med og uden levering – og det gør jo en ret stor forskel.
Har du erfaringer med brænde fra Silvan, som kan komme andre til gode, så skriv dem gerne i en kommentar til denne artikel.
Tags: brændetårn, silvan, tilbud
Træpiller er et co2-neutralt biobrændsel, der således ikke bidrager til drivhuseffekten. Det er produceret af hårdt sammenpresset træspåner og savsmuld. Træpiller produceres primært af affald fra træforarbejdning i industrien. Næsten alle træarter kan anvendes til produktionen, men det er typisk gran, fyr og bøg der bruges.
Når træspånerne og savsmuldet presses hårdt, skabes der en høj friktionsvarme. Herved frigives der lignin, der bedst beskrives som træets naturlige lim. Det er det, som binder træfibrene sammen i de færdige træpiller. Træmassen presses igennem cylindriske huller, der typisk giver de færdige træpiller en diameter på 6 eller 8 millimeter.
De færdigpressede piller afkøles, og bliver efterfølgende sigtet for at fjerne smuld inden de udleveres som løsvare eller pakkes i sække.
Træpiller har et vandindhold på under 10 %. Det er med til at give en høj temperatur under forbrændingen og dermed en ren forbrænding. Det betyder at der udledes færre farlige partikler i brænderøgen til gavn for miljø og mennesker.
Tags: CO2 neutral, træpiller
Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at brænderøg tilsyneladende er mindre skadelig end partikler fra trafikken. Forskningen viser, at brænderøg påvirker vores dna i mindre grad, end man hidtil har frygtet. Det skriver nyhedsportalen videnskab.dk.
Forskernes overordnede konklusion er, at partikler fra brænderøg ikke er lige så skadelige som diesel- og trafikpartikler pr. gram. Samtidig understreges det dog, at brænderøgspartikler fortsat er skadelige og at mange faktorer spiller ind, uden at forskerne nødvendigvis kender til dem alle sammen.
Forskningen på bl.a. rotter afslørede, at kun brænderøgspartikler fra meget dårlig forbrænding har flere af de skadelige effekter, som er kendt fra dieselpartikler. Normal brænderøg gav derimod ikke de samme dna-skader, og forskernes midlertidige konklusion er derfor, at partikler fra normal brænderøg ikke er så potente som dieselpartikler er.
Selvom der er en masse forbehold i forhold til resultaterne, så viser det endnu gang, hvor vigtigt det er at bruge godt tørt brænde og tænde ordentligt op i brændeovnen.
Kilde: videnskab.dk
Miljømærkning Danmark skriver på deres website ecolabel.dk, at i takt med at effektivitetskravene til en svanemærket brændeovn strammes op, så bliver jobbet med at flække tilstrækkeligt med brænde lettere. Uden at risikere at sætte hensyn til sundhed og miljø over styr.
Med Svanemærket på brændeovne giver slogans som ”less is more” og ‘win-win’ på ny mening. Forstkandidat og projektleder Thomas Christensen udtaler til ecolabel.dk:
- Ved at stramme kravene til en brændeovns virkningsgrad (det vil sige hvor godt en brændeovn udnytter brændværdien i træet) risikerer man let at komme til at sætte andre hensyn f.eks. til udslip af sundhedsskadelige stoffer over styr. Men den risiko løber man ikke med en svanemærket brændeovn. Her fortsætter vi med at sætte høje krav til forureningen samtidig med at vi skærper kravene til effektiviteten.
Der findes i dag 279 svanemærkede brændeovne og 13 pejseindsatser til salg på det danske marked.
Kilde: Miljømærkning Danmark’s website ecolabel.dk, oktober 2010
Tags: brændeovn, miljø, pejseindsats, svanemærket